Interview med Sebastian på Hotel Harmonien i Haderslev den 19. januar 2009 kl. 14:30 – 15:30

 

Sebastian ankommer til tiden og bestiller en ostemad. Der er kaffe og danskvand på bordet.

 

Vi samtaler om bruddet med rockmusikken efter albummet ”Miraklernes tid”.

Interviewer: Det starter jo med ”The Goddess” i 1971, og der har jeg bidt mærke i et nummer, som hedder ”Sandies Blues”. Hvem spiller guitarsoloen der?

Sebastian: Han hedder Per Frost, men det er ikke den senere Per Frost.

Det var en backinggruppe omkring bassisten Peter Ingemann. Den blev indspillet meget hurtigt. Jeg nåede dårligt nok at lære alle de der musikere at kende.

Interviewer: Hvad er årsagen til at du går over til dansk? Der kommet dit gennembrudsalbum ” Den store flugt” i 1972, og du har stort set ikke lavet andet en dansk musik lige siden. Blev du kritiseret eller…?

Sebastian: Nej slet ikke. Altså det der jo sker dengang er, at vi har jo en dansksproget scene som på det tidspunkt stort set består af oversættelser af engelske og tyske schlagere. Der er dansktop og så har du revyviserne, men på det mere rytmiske område var der sådan kun lige dukket småting op.

Og der var jeg en af de første sammen med Gasolin og der havde også været lidt Povl Dissing, men det var et forholdsvis lille publikum der var til de ting. Det som jeg fandt ud af var – jeg plejer at bruge den der sammenligning – Jeg var jo også inspireret af Bob Dylan. Hvorfor skulle folk gå ud og købe en plade med mig, hvor jeg prøvede at efterligne Bob Dylan?

Så det blev jo indlysende for mig, at for at skabe min egen personlighed i musikken, så var jeg nødt til at synge på dansk. Og så er der så den der historie med at jeg hører en rockgruppe/beatgruppe der sang på dansk, og så tænkte jeg: Hold da kæft. Hvis de kan det, så kan jeg også.

Så der i 71 skrev jeg min første danske sang, i hvert fald på plade, det er den der hedder ”Lossepladsen bløder”. Den er så først sat på ”Blød Lykke”, men i virkeligheden ligger den her.( Sebastian peger med en kuglepen på Coveret til ”Sangskatten”)

Interviewer: Hvad er det? Er det hmm- en apokalypse over velfærdsdanmark  eller  sådan noget?

Sebastian: Jeg tror mere det er en fri fabuleren, en fantasi kan man sige, eller surrealisme, kan man sige, fragmenter af billeder der kommer, og så hiver man fat i noget. Det var jo også inspireret af Bob Dylans måde på det tidspunkt med mere surrealistiske tekster ikke. Det var et forsøg på det kan man sige, men der er jo forskellige henvisninger. F.eks. Hr. Nixon i 71 hvor jeg synger, at han er på vej til at se en film med Al Capone, og det var jo altså i 1971. Det var 4 år før Watergate. Så der var sådan lidt forudsigelse i det der.

Interviewer: Ja det er faktisk noget jeg har bidt mærke i. Der er en hel del musikalske profetier der er gået i opfyldelse i dit materiale. Overrasker det dig?

Sebastian: Nej det gør det ikke. Det er bygget på fornemmelser jeg har haft hele tiden. Jeg synes tit, at jeg har kunnet forudse nogen ting der ville ske. Ikke sådan konkret men -

Interviewer: Tendenser?

Sebastian: Ja eller ting man havde på fornemmelsen ikke?

Interviewer: Det synes jeg er stærkt.

Interviewer:  Øh – I sangen ” Den gamles drøm” synger du: ” var jeg li´ som dig, og ku´ jeg brede vinger ud, så fløj jeg min vej, for alt er helt forandret her”. Så er mit spørgsmål: Set i lyset af hvad Danmark er i dag, er de så grund til at flyve sin vej?

Sebastian: Altså baggrunden for sangen er, at jeg på et tidspunkt kommer til at bo på nordkysten af Sjælland, og i virkeligheden oplever nærmest ud af vinduet ”Den gamle”, i det her tilfælde var det nærmest fiskerkulturer, øh – hvor det var ved at blive, nu er vi jo også tilbage i 71,  hvor  jeg ser, at det her område jeg bor i, er ved at blive et sommerhusområde, men jeg ser jo de her gamle typer der stadig går rundt i deres blå fiskertøj og deres merskumspiber eller hvad de nu har haft. Typer som man så i 50´erne og 60´erne måske også en lille smule op i 70´erne, hvis du sådan kom i nogle yderområder. Før forandringen satte ind var de ligesom de sidste, det var de jo. Mange fiskerlejer blev nedlagt og hele den sømandskultur blev trængt mere og mere i baggrunden. I en periode på 10 til 20 år skiftede det til at det nu var fiskerne der var de fremmede og ikke københavnerne. Københavnerne blev i overtal.

De kom udefra og nærmest besatte disse områder ved at flytte dertil.

De gamle kultursamfund blev fortrængt.

Interviewer: Så han føler sig fortrængt? Alt er helt forandret her.

Sebastian: Jo men jeg stod og så på en type mennesker, hvor jeg kunne se at om 10 eller 20 år, så er de her ikke mere. Og så snakkede jeg også lidt med nogen af dem, og de havde egentlig bare lyst til at sejle væk fra det hele.

Der blev færre og færre skibe, og så blev de jo også bolværksmatroser.

Det handler også om min egen udlængsel.

Interviewer: Ja, jeg tænker nu på ”Vi sejler nu” fra ”Over havet under himlen”.

Sebastian: Jamen der er jo mange af dem, også på ”Skatteøen”.

Interviewer: ”Rose står og ser på, vi reder din seng, dit vinterhi, men Rose siger ikke et ord, hun har så travlt, for hun er fri”. Så vidt jeg forstod, så var den lavet til det album der hedder ”Fix og færdig”.

Sebastian: Nej det er et andet sted. Den er på den store flugt. Det er originalindspildningen. Senere bliver der lavet en plade mod junk, og da kommer den på der.

(Sebastians mobiltelefon ringer. Det er Marianne.)

Interviewer: Hvad handler Rose om for dig. Hvad var det der var aktuelt i dit liv da du skrev den?

Sebastian: Jamen det er sådan med den sang, at det er den af alle sange, som jeg har skrevet, som flest mennesker kommer og spørger om, hvad den handler om. Og der plejer jeg at sige, jeg vil gå så langt som til at sige, at der er 3 kvinder der har stået modeller til den sang. Men jeg vil ikke fortælle, hvad det handler om fordi jeg har en personlig oplevelse omkring nogle ting, men den er et rigtig godt eksempel på en sang, som kommer til at betyde meget for mennesker (Sebastians mobiltelefon ringer igen), det var da utroligt, hvor de kan få deres egen fortolkning af tingene. ( Det er Pia der ringer)

Sebastian: Ja jeg prøver igen. Jeg plejer at bruge den som eksempel på en sang, der kommer til at betyde meget for mange mennesker, men hvor deres egen opfattelse af hvad den handler om er mere værdifuld og lige så god en forklaring, kan man sige, (En schæferhund kommer ind og Sebastian udbryder: Hold da op. Den snuser til hans ostemad, men den er velopdragen).

I virkeligheden tror jeg ikke, at min forklaring til, hvad den handler om, vil hjælpe dem i opfattelsen af den, og jeg har været i stand til at lave en sang på trods af at teksten den er lidt kryptisk, som siger mange mennesker noget.

Deres egen tolkning af den er den vigtigste for mig.

( Vi bliver enige om, at det ikke er muligt for os at nå igennem alt materialet, så jeg springer til 1976 og ”Måske ku´ vi”)

Interviewer: ” Måske ku´ vi finde værdier, andre end dem som vi tvungne tager imod”. Der blev du talerør for en genration der var noget yngre end dig selv. Der står i materialet, at du ikke så dig selv som den rigtige til det. Du kunne i hvert fald ikke blive ved med det.

Sebastian: Nej. Det er jo en sang til en film. Og filmen blev en meget stor ungdomsfilmsucces. Men jeg blev bedt om at lave en titelsang. I virkeligheden er der kun meget lidt af den med i filmen. Men jeg synes den der usikkerhed og det at prøve at finde ud af, hvem man er selv, som man jo har i de unge år rastløshed o.s.v.  Jeg fik fanget det ind i den sang.

Men jeg har ikke så meget at sige om den. Den taler for sig selv.

Interviewer: Jeg vil gerne stille et tillægsspørgsmål til det så. Er det sværere for de unge i dag, end det var dengang tror du? Du har jo selv en datter ved jeg, Sara, som også synger med på nogle af dine sange. Er det sværere for dem tror du? Selv har jeg indtryk af, at de er endnu mere rodløse end vi var dengang. Altså nu er jeg en årgang 62 og du er en årgang 49.

Sebastian: Jo, jo. Altså det kommer nok lidt an på, hvor du går hen i ungdomskulturen. Altså man kan jo sige hele den her X-faktor fiksering med at nu skal vi alle sammen være kendte, som handler om det der med at jamen vi vil alle sammen gerne i fjernsynet, fordi vi gerne vil være kendte, men ikke at vi vil gerne i fjernsynet, fordi vi har noget at sige.

Og der kan man jo sige, at det er også en illustration på ungdomskulturen, hvorfor det så også bliver svært for dem, og hvorfor det så også på en eller anden måde bliver så ydmygende. Der er jo alt for mange som prøver at søge den vej i forhold til, hvad der er behov for. Og det er meget svært. Den ungdomskultur som jeg beskriver i starten af 70´erne, det var jo også et opgør med forældregenerationen. Vi fik Elvis i 50´erne og så Beatles i 60´erne som var udviklingen i rockmusikken.

Interviewer: Det er jo stadig i kølvandet på 68.

Sebastian: Det kan man sige. Alligevel var der jo også en efterkrigstidsgeneration sammen med mig og mange andre, hvor forældrene havde været i krigen og også var påvirket af det på forskellig vis og skulle ligesom komme fra små kår og gøre sig i verden og rejse sig igen, men hvor ungdommen der kommer efter var en udfordring, men med en lidt anden slags problematikker end de unge har i dag, men jeg har indtryk af at de stort set har en forældregeneration som forstår dem langt hen ad vejen.

Altså det vil jeg da tro. Men jeg har jo ikke prøvet at være ung i dag, så derfor kan jeg jo heller ikke gøre mig til talsmand. Jeg synes der er meget tomhed i ungdomskulturen. Hvis man bare ser på musikvideoer og sådan noget, det er jo utroligt sexfikseret, og hvis du ser på deres egne talsmænd, hvor min generation diskuterede livet, så kan du sige at Kasper Christensen generationen diskuterer underlivet. Det bliver lidt begrænset.

Du har jo en hel ungdomskultur som er bygget op omkring alle de her stand upper og tekno og hip hop. Klovn og alt det her, som jo er store hits i ungdomskulturen, men som også er ret fattigt synes jeg.

Interviewer: Det er min opfattelse at medierne er med til at påvirke de unge massivt.

Sebastian: Medierne er jo ubønhørlige i den sammenhæng. Det må man sige.

Interviewer: Jeg tror at det er en svær tid for de unge Sebastian.

Hvad har virkelig stor værdi for dig? Du skriver her, måske ku´ vi finder værdier, andre end dem som vi tvungne tager imod.

Sebastian:  I den her sammenhæng er det jo helt klart venskab, kærlighed, altså de der grundlæggende værdier som jeg tilskriver en større betydning.

Men dengang var det jo også ligesom en verden der var blevet tilrettelagt for de unge. Du skal lige som gå den og den vej og du skal købe det og det.

Der kan man jo sige at der er mange unge også specifikke grupper der har det svært i dag. Det er der ingen tvivl om. Men der er også på mange måder mange flere som følger normen kan man sige uden at have noget problem med det. Så skal vi i kirke, og så skal vi konfirmeres og så skal vi giftes, ditten og datten, og så skal vi alle de der ting som man altid har gjort i gamle dage.

Interviewer: Ja, øhm, du kalder dem velfærdets offerblod. Nu hvor vi er velfærdets offerblod synger du i sangen. Da tænker jeg på, er der sket noget nyt i forhold til dengang og nu? Hvem er velfærdets offerblod i dag? Tror du?

Sebastian: Jamen det er jo altid dem, som får mindst ud af tilværelsen. Det er det fordi velfærdet smadrer dem. Nu kan man sige, at jeg ikke helt er uenig i at der rygeforbud og sådan noget nogen steder. Nu er jeg selv holdt op med at ryge. Så derfor synes jeg jo at det er meget rart at det er sådan mange steder. Men samtidig så kan jeg se at hele den der kultur og nu for eksempel også værtshuskulturen, og den betyder jo meget for mange mennesker.

Der har du et eksempel på, at den velfærd der skal være der for andre også kommer til at smadre noget miljømæssigt for nogle mennesker som har set en magi i en kultur som giver dem sammenhold indbyrdes. Der er mange gamle værdier som for eksempel gamle bygninger som skal fjernes på bekostning af noget nyt.

Interviewer: På ”Ulvehøjen” er der en titel som jeg gerne vil referere til. Her er en sang. Du synger noget på et tidspunkt ” med hjertet varmt og hovedet koldt”. Hvordan bærer man sig ad med det Sebastian? Hvordan holder man hjertet varmt og hovedet koldt? For det gør du mener jeg.

Sebastian: Ja altså, der tror jeg bare, at det hele tiden er vigtigt at holde sig de der værdier for øje. Det der er svært for andre og også for mig, er det hele tiden at skulle kunne værdsætte den menneskelige kærlighed frem for hurtige værdier. Vi lever på mange måder i et strømlinet og på mange måder også konservativt samfund også igennem mange, mange års borgerligt styre kan man også se det. Det er virkelig noget der er slået igennem i de sidste 10 år måske endda 20 år. Det er blevet meget de talende jakkesæt der har sat dagsordenen. For mange, mange ting i samfundet, og det er klart det har også nogle ofre. Det er der ingen tvivl om. Jeg har altid sagt, at i de fleste konkurrencer der er der også flest tabere. Det mærker man jo også i samfundet. Ofte bliver problemerne selvfølgelig stuvet væk. Og så må man også sige, at når vi ser de her ting, så må vi prøve at gøre det så godt vi kan og tro på at det nytter noget.

Interviewer: Altså der er jo ikke ret mange der taler dem imod. De talende jakkesæt. Der er jo ikke ret mange der får lov til at tale dem imod, for de sætter sig jo samtidig også på medierne. Det er da min opfattelse.

Sebastian: Ja det er rigtigt. Jo, jo men man kan jo se hvordan den her fjernsynsflade forandrer sig. Man kan jo gå 20 år tilbage og så til nu og så se hvor afslappet man i virkeligheden var dengang. Så kan man se en TV avis i dag eller TV 2 nyhederne og de sidder og er så stramme og så sorte i betrækket alle sammen. Nu har jeg ikke noget imod sort. Jeg optræder da også selv i sort. Men det er nu ikke derfor. Ikke fordi der er nogen der pålægger mig at skulle have en dresscode.

 

Interviewer: Det kan du jo selv bestemme Sebastian. Dit arbejdstøj det bestemmer du jo selv. Ja, så vil jeg gerne spørge i den forbindelse. Har du et råd til mennesker om hvordan man undgår at blive kastebold, for det synger du også om i den sang.

Sebastian: Jamen jeg tror hvert menneske har sin egen kamp, men jeg tror også det er vigtigt, at man søger fællesskabet. Også at fællesskabet forstår hvordan fællesskabet er vigtigt for den enkelte person. Det jeg mener med at man ligesom i verden bliver kastet hid og did, det gør man jo, så må man jo prøve at søge de støtter og værdier som kan hjælpe en igennem. Men man kan sige, at et decideret råd har jeg jo ikke på den måde, det afhænger af den enkelte situation.

Interviewer: Så kommer vi til 1978 og albummet ”Ikke alene Danmark”. Du skriver i teksten: Det er en forsmået terrorist der gør dig skør til sidst. Der er brand i dine skørter, skam over at se med hvem du flirter.

Er du forbavset over hvor aktuelt det er i dag, det du skrev dengang i 1978?

Sebastian: Nej jeg er ikke forbavset over det.

Interviewer: Den handler vel også om EU?

Sebastian: Jo i høj grad. Jeg er stadigvæk EU modstander. Jeg har indtryk af at der er vist ikke så mange tilbage af dem mere. Det ligger mig meget stærkt på sinde. Det er jo også vigtigt at understrege, at der er meget i EU modstanden som er taget op af Dansk Folkeparti som er alt for snæver.

Jeg er jo ikke EU modstander for at lukke verden ude. Det er jeg jo ikke.

Jeg synes jo man skal være åben over for verden som sådan, men når det er sagt så skal man være klar over hvor vigtigt det er for mennesker at have et sted at høre til og være en del af et fællesskab og der har det altid været mit indryk at jo mere man ligesom kunne lave tæt på borgerne jo bedre var det.

Så jeg har aldrig kunnet forstå hvorfor det var nødvendigt det her. Den her overbygning. For mig at se så kunne man forhandle mange store spørgsmål grænseoverskridende i forskellige institutioner.

Interviewer: Så nationalstaterne forhandler med hinanden.

Sebastian: Ja det kunne være alt fra grænseoverskridende forurening til hvad som helst. Jeg kan godt se i nogle sammenhænge at der er behov for et sammenhængende Europa med holdninger, men jeg mener ikke at det skulle være opbygningen af en form for Europas forenede stater.

Men det har jo været meget forretningslivet og det har jo været industrierne og så har det jo også dermed været i hovedprincippet de borgerlige partier.

Men at Socialdemokratiet jo meget langt hen ad vejen var delt på midten i spørgsmålet, så blev det så ligesom SF der skulle blive tungen på vægtskålen på det her spørgsmål, og der har jeg meget svært ved at tilgive SF deres kovending i forhold til EU. Det må jeg sige, og jeg tror at det er primært på grund af Socialdemokratiets holdning til EU, i hvert fald den Socialdemokratiske ledelses holdning over for EU, som har gjort at vi overhovedet har fået Dansk Folkeparti. Det har skabt grobund for det. Der men er jeg altså at Socialdemokratiet har et meget stort ansvar.

Interviewer: Det starter jo med at Jens Otto Krag siger, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Er der for mange akademikere i Socialdemokratiet? Efter din mening.

Sebastian: Det ved jeg ikke nok om.

Interviewer: Jeg tænker når jeg siger akademikere universitetsuddannede. Der er jo Svend Auken som har læst statskundskab og Helle Torning Schmidt har det samme.

Sebastian: Jo jo. Men det hører man jo også fra menige socialdemokrater.

Der er for mange karrierepolitikere. Levebrødspolitikere. Som jo også går mere efter karrieremuligheden end at de har et budskab eller et projekt.

Man kan jo sige at hele den her midtersøgende politik gør, at man også er medskyldig i Bush omfavnelsen.

Jeg er stærk modstander af Danmarks deltagelse. Jeg kan ikke se hvad danske soldater skal nede på den anden side af jordkloden. Jeg har også talt med folk der har været i Afghanistan, og for mig er det da rimelig tydeligt at du skaber da flere talibanere fordi det er en provokation at de er der.

Det kan godt være at de hjælper nogen dernede i Afghanistan med nogle skoler og så videre, og det er en ekstrem moral som disse talibanere har. Det er der overhovedet ikke nogen tvivl om. Jeg tror bare ikke det er den vej, og derfor så kan vi lige så godt trække de der soldater hjem.

Og på en eller anden måde at blive ved med at bilde dem ind at de er kommet derned for at gøre noget godt, det tror jeg altså simpelthen er en forråelse. Også af de meget unge mennesker som skal ned og være soldat.

Al forråelse er jo nogle grundlæggende humanistiske principper der bliver smidt over bord.

For mig at se er der forhandlinsløsningen som den bedste vej, men der kan være situationer, hvor man er nødt ti at gå mere voldsomt til værks, og så skal man selvfølgelig også være klar til det. Jeg synes bare at det her lugter alt for langt væk af at følge trop efter Bush.

Interviewer: Men det er jo så lykkeligt at det er slut i morgen Sebastian, for da tiltræder Obama. Har du forhåbninger til ham?

Sebastian: Jamen det synes jeg at jeg har. Selvfølgelig skal man ikke –

Interviewer: Han kan jo ikke alt, men han vil tilsyneladende en masse godt.

Sebastian: Han kan ikke alt men altså, han vil tilsyneladende en masse godt, men Amerika er jo også et stærkt konservativt samfund. Der er ikke nogen tvivl om, at han også får kamp til stregen. Men i hvert fald så kan man jo sige at med alle de problemer som verden er ude i for øjeblikket så er det jo et stort håb for mange. Men man skal jo heller ikke være i tvivl om at noget af det første Obama gør, er at sende flere tropper til Afghanistan.

Interviewer: Han lover jo at han for eksempel vil nedlægge Guantanamo, men det har allerede fået en drejning, fordi han udtaler, at det er juridisk meget kompliceret.

Sebastian: Det har man jo sådan set snakket om længe. Hvilken retsinstans skal så dømme? Og hvem skal tage fangerne bagefter og så videre….

Interviewer: Hvad får vi at høre i aften Sebastian?

Sebastian: Jamen det bliver en blanding af de senere år, og så kommer der nogle nyere ting. Nogle nyere ting som ikke rigtigt har været på plade.

Interviewer: Ja, får vi også ” Du sku´ ha´ lyttet til mig”? Bliver den nogen sinde færdig?

Sebastian: Nej den bliver aldrig færdig.

Interviewer: Jeg vil sige tusind tak Sebastian. Jeg vil ikke tage mere af din tid. Jeg ved du skal til lydprøver.

Sebastian: Åhr. Vi kan da godt tage en 5 til 10 minutter mere, hvis du har tid.

Interviewer: Jamen det har jeg!

Dyndkongens dans. Hvor lang tid tager det at komponere sådan et stykke.

Sebastian: Oha. Jamen det tog jo 2 år for hele værket.

Interviewer: Hvordan fastholder du dine ideer. Din inspiration. Skriver du noder eller arbejder du med det teknisk?

Sebastian: Jeg skriver ikke noder.

Interviewer: Du skriver ikke noder?

Sebastian: Nej det gør jeg ikke. Altså jeg fastholder dem jo ved at indspille dem. Alt afhængig af hvad det er, så laver jeg større eller mindre demonstrationsbånd. Ved at bruge keyboard, klaviatur med alle mulige forskellige lyde. På den måde laver jeg demobånd, som kan fortælle musikerne i hvilken retning de skal gå.

Interviewer: Der står jo i materialet, at nogle af dine demoindspilninger er faktisk bedre end studieindspilningerne. Du er meget meget grundig.

Sebastian: Det er jeg ikke helt enig i. Altså i visse tilfælde eller i et enkelt tilfælde kan det måske godt være. Det er jo mere en smagssag. Der er jo nogen der godt kan lide den der mere rå lyd på demoindspilningerne.

Men jeg har selv sværget til den store lyd i studiet med meget kompetente musikere. ”Stjerne til støv”, ” 1001 nat” og ”Skatteøen” er jo eksempler på lange indspilningsprocesser i studiet, men som jo også har fået noget helt specielt og holdbart over sig.

Interviewer: Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, om du er klar over hvor mange titler der er på de 3 CD bokse tilsammen.

Sebastian: Jeg tror det er 400.

Interviewer: 408. Så man får da noget for pengene, vil jeg lige hilse og sige.

Sebastian: Ja, ja. Det gør man da. Vi må endelig reklamere lidt for det.

( Jeg beder Sebastian om at signere mine 3 CD bokse med hans samlede værker samt om en autograf til min hustrus autografbog)

Interviewer: Sådan et nummer som ”Guitaren” på Miraklernes tid, det er jo vildt flot.

Sebastian: Jamen det er også en af mine favoritter. Det album er i tidens løb blevet noget overset. Der er nogle meget flotte numre.

Interviewer: Det er her, hvor du siger farvel til rockscenen?

Sebastian: Det kunne man godt kalde det. Men det er jo ikke helt rigtigt. Det er jo ikke fordi jeg ikke har lavet sange og indspilninger som man også godt kan kalde for rocksange.

Interviewer: Så tænkte jeg på ”Bondeoprør” på Gøngehøvdingen i 1992. Hvordan får du ideen til sådan et stykke musik? Trommer og alt det der. Det er jo fantastisk at lytte til.

Sebastian: Det er sjovt du siger det. Bortset fra nogle numre med underholdningsorkesteret, så er alle numrene på Gøngehøvdingen spillet af mig selv. Der har jeg rigtig boltret mig. Det var sjovt for mig at lave sådan en opgave, som jo egentlig er illustrationsmusik. Men når det handler om programmusik, altså det der med at man laver musik til en bestemt scene i en film, jamen så er man jo helt primært påvirket af det man ser. Det vil sige, hvad ser du på filmen, og hvordan kan jeg illustrere det jeg ser på filmen.

Så ryger det jo altså ind i mit omformningssystem om jeg så må sige.

Når jeg skal lave for eksempel sådan en 1600 tals ting, så går jeg jo ikke ind og hører en frygtelig masse musik fra 1600 tallet. Det gør jeg jo slet ikke.

Næsten alt hvad jeg laver af sådan noget er det jeg kalder følelser og fornemmelser for hvordan det nok er. Det vil sige jeg får min egen personlighed med, men jeg får også nogle reminiscenser for noget som godt kunne have været. Så jeg synes, at jeg rammer en naturlig tone i det at musikalsk beskrive den TV serie.

Interviewer: Og så kommer der altså noget. For mig er det her en juvel. Cyrano 1993 titlen er ” Så blidt til stede”. Det er poetisk og det hænger som krystaller i luften. Jeg har lyttet til det her album 3 gange som jeg sagde tidligere. Jeg kunne ikke slippe det. Hvem synger?

Sebastian: Det gør Marianne Mortensen.

Interviewer: Så kommer i 1996 Hans Christian Andersen. I Danmark er jeg født. Det udøser stor fædrelandskærlighed. Er du national?

Sebastian: Ja. På den seneste ”Rariteter” på den helt nye forestilling som ikke har haft premiere endnu, der er der jo også en sang om Danmark, som jeg også spiller i aften. Jeg tror at det er vigtigt for mig at give nationalromantikken en stemme i alt det her som er moderne og klinisk.

Vi har nogle ting sammen. Vi har et sprog sammen. Vi har en skrevet litteratur sammen og noget af den litteratur er også lavet af folk der kommer udefra. Nogle af de store komponister som kom udefra har skrevet nogle af de mest nationalromantiske melodier og sange. Der er noget omkring den her plet på jorden. Jeg plejer altid at bruge det her billede, jamen hvorfor er det, at det danske sprog er værdifuldt. Jamen det er det fordi,  at det er os der taler det.  Jeg plejer også at bruge det der billede med, jamen hvorfor skal vi spille dansk musik i radioen. Det skal du fordi, vi er dem der kan gøre det.

Det kan de jo for eksempel ikke på en radiostation i The Bronx ovre i New York. Det ville være absurd. Så mange danskere bor der altså ikke der vel?

Så det handler jo om, at det er os der kan gøre det. I virkeligheden er der jo ikke nogen rimelighed i at vi skulle spille 95 % engelsksproget musik i radioen.

Det må vi se at få fordelt noget mere ligeligt ikke? Der kommer hele tiden folk og siger, at det er fuldstændig ligegyldigt. For mig har det danske sprog også nogle musikalske værdier. Det har noget at gøre med en speciel musikalsk tone som er speciel for vores måde at sætte ord på.

Interviewer: Hvad sker der i perioden fra 1996 til 2002. Der kommer ingen udgivelser i den periode.

Sebastian: Se det der jo primært sker, er at fra 99 går jeg jo ind og arbejder meget som instruktør, og primært for den gruppe der hedder Mastodonterne laver jeg jo 13 store opsætninger. Vi laver jo næsten opsætning af alt det jeg havde lavet indtil det tidspunkt, og Klokkeren er så den musical jeg skriver til Mastodonterne som får førsteopførelsen der.

Interviewer: Du arbejder sammen med mastodonterne der, og det lykkes dig virkelig at få det bedste frem i dem. Jeg kan jo ikke udtale mig om de forskellige musicals, men jeg kan jo lytte til materialet.

Sebastian: Men det er jo også en anden måde at arbejde med ungdommen på ikke. Du har mange talenter at arbejde med, men de skal også have noget vejledning. I modsætning til X- faktor så har jeg jo ikke arbejdet med amatører for at skabe en popstjerne, men jeg har arbejdet for at gøre noget i fællesskab. Som gruppe. Man når meget mere på mange måder.

Interviewer: Så kommer vi så frem til ”Rariteter” i 2007. ”Menneske min ven”?

 

Sebastian: Den er helt tilbage fra 73 men den er kommet med på der. Sangen har aldrig været på CD, kun på vinyl. Jeg skulle samle sange op på Rariteter hvoraf de fleste jo ikke havde været på album før. Det blev så en af dem.

Interviewer: Der står i materialet, at du har udgivet omkring 50 albums i de år. Det er ikke så lidt?

Sebastian: Nej, men man jo så sige, at de sidste mange er jo også forskellige opsamlingsplader ikke?

Interviewer: Tusind tak Sebastian. Tusind tak.

 

Login
Online
Ønsker/hilsener
Musikvideoer
Radio Freja

Songhistory
Counter
Blog - frejasfjer
Android App

Iphone App

Radioguide FM

Page 0.0617 seconds to be generated
Facebook radio@radiofreja.dk